TV 2 Go'

Få tweets fra Go'morgen og Go'aften Danmark

Twitter er i rivende udvikling i Danmark. Dag for dag stiger antallet af brugere på den internetbaserede sociale tjeneste. Selvom der stadig er langt til at Twitter bliver allemands-eje - som Facebook er blevet det herhjemme - spåes Twitter dog at blive en af de sociale tjenester, der har en eksistensberettigelse.

På Facebook kan man følge med i sine venners gøren og laden, lægge fotos ud, planlægge de begivenheder man ønsker at deltage i, følge med i venners fødselsdage, spille spil, køre quizzes mod andre og meget mere.

TwitterFoto: Colourbox.com / TV 2

På Twitter kan man kun én ting; opdatere sin status. Måske netop fordi Twitter er så simpelt, har tjenesten fundet vej til mange smartphones. På mobilen er det vanskeligt at følge med i alle detaljer på Facebook, men man kan lynhurtigt finde ud af, hvad andre mener eller foretager sig via Twitter på mobiltelefonen.

Twitter fungerer på den måde, at man vælger, hvilke personers tweets (som statusopdateringerne kaldes) man ønsker at følge.

Du skal altså foretage dig en aktiv handling. Når du så har gjort det, vil du automatisk følge med i, hvad vedkommende skriver.

På Go'morgen og Go'aften Danmark sender vi beskeder ud på alle hverdage, så du nemt kan se, hvem der bliver interviewet i vore programmer. Følger du vores tweets, behøver du hverken tænde for tekst-tv eller din computer - det tikker automatisk ind på din smartphone (forudsat at den kan gå på nettet og har et Twitter-program).

Du logger ind på http://www.twitter.com/ og opretter en profil med brugernavn og password. Du kan herefter vælge at skrive lidt om dig selv og uploade et foto af dig.

Mens du er logget ind, åbner du et nyt browser-vindue og indtaster adressen http://www.twitter.com/gotv2dk

Under billedet står der "follow". Når du klikker der, følger du automatisk med i, hvad vi skriver og du kan via din egen profil tweete tilbage til os og altså kommentere på, hvad vi skriver.

Netop det med at tweete tilbage, prøver vi af i uge 37, hvor du kan stille spørgsmål til os og vore gæster i løbet af udsendelserne. Prøv at melde dig på Twitter og skriv til os - så ser vi om tjenesten duer til noget.