Er der gået en husmoder tabt i dig, er der hjælp at hente. Se her, hvordan du fjerner almindelige og andre ikke så almindelige pletter her.
Har du glemt, hvordan det lige er, man fjerner rødvinspletten eller det indtørrede chokolade fra sofapuden, er der hjælp at hente.
Ann-Alicia Thunbo Ilskov er stifter af Husmoderen.dk, hvor hun sammen med en kollega giver alle deres bedste husmoderråd fra sig. Her kan du få tip om hvordan du får det det hvide tøj, der er blevet gråt i vasken, bliver hvidt igen, hvordan man pudser messing eller sølvstagerne eller får flæskesværen rigtig sprød. Hun ved, hvad hun taler om efter hendes ansættelser som både barnepige og husholderske i kongehuset.
Hun giver her sine bedste pletfjerningstips til de almindeligste pletter i hverdagen. De pletter, som man aldrig helt kan få af eller har glemt, hvordan det er, man gør.
Madpletter
Når småbørnene skal lære at spise selv, spildes der. Eller du kan få stænk fra gryderne på tøjet, når du står og laver mad. Alle de pletter, du får på tøjet, når du spiser eller laver mad, skal du forsøge at fjerne med almindeligt opvaskemiddel. Gnub det ind i pletten og læg gerne tøjet i en pose, inden det bliver vasket. Det holder nemlig på fugten. Hvis du ikke har tid til, at tøjet skal lægges i blød i en pose, kan du putte det i vaskemaskinen med det sammen. Hvis du har rigtig god tid, kan du lægge posen med tøjet i fryseren natten over - så er pletten opløst, når den kommer i vaskemaskinen.
Rødvin, kaffe, the, chokolade, karry og græs
Brug glycerin. Det er nærmest et universalmiddel, der tager mange forskellige typer pletter. Fås blandt andet i Matas. Det skal gnubbes ind i pletten, inden tøjet vaskes i maskinen.
Babyafføring og bremsespor
Babyens beskidte bomuldsbody eller undertøj lægges i blød i sæbespåner natten over. Lav en god tyk blanding af vand og sæbespåner, og vask tøjet dagen efter.
Svedpletter
Med tiden kan de hvide t-shirts og undertrøjer blive gule i ærmgabene på grund af sved. Dem kan du fjerne med sæbespåner, der både tager lugt og farve. Læg dem i blød natten over og vask tøjet efterfølgende. Ellers prøv med ren citronsaft og bland det med sæbespånerne.
Stearin
Stearinpletter på dugen eller på tøjet skal du første skrabe af med en kniv, så der kun er "aftrykket" tilbage på stoffet. Læg et stykke køkkenrulle eller et kaffefilter på pletten og stryg henover den. Flyt papiret hele tiden, så det suger pletten op. Papiret skal være tørt og rent, så du ikke stryger på et stykke stof med stearin på - så kommer der bare stearin på stoffet igen.
Rust
En gammel tøjklemme eller andet metal kan smitte af på tøjet og de orange-røde pletter kan være svære at få af. Men prøv med opvaskemiddel blandet med citronsaft. Smør blandingen på pletterne og læg så stoffet i en posen natten over og gerne i fryseren. Vask dagen efter.
I videoklippet øverst viser Ann-Alicia Thunbo Ilskov sine bedste og måske overraskende metoder til at få bugt med de fastbrændte madrester i mikroovnen, snask i køleskabet og meget mere.