Der findes ingen bedre afstresning end læsning, så gå ikke glip af de fem anbefalinger til din sommerlæsning i hængekøjen fra ALT for damernes bogredaktør.
Når du endelig har sommerferie, er det tid til at forkæle dig selv med nogle skønlitterære bøger, der kan få dig til at glemme alt om arbejde, stress og pligter.
Her får du mine anbefalinger til sommerlæsningen.
Benn Q. Holm: Byen og Øen
- Jeg er faktisk allerede startet på denne mursten af en bog og er da også halvvejs igennem den, eller det vil sige, jeg har været halvvejs igennem den det sidste halve år. Og er ikke rigtig kommet videre. Jeg er spændt på at få at vide, hvordan det ender for bogens fem hovedpersoner, hvis historier spinder sig ind og ud af hinandens. For mig passer bøger af den længde bare bedst til dovne feriedage i et sommerhus end som hverdagshyggelæsning inden sengetid.
Lindhardt og Ringhof, 472 sider, 349 kr.
Haruki Murakami: IQ84 (tredje bind)
- Det sidste bind af Haruki Murakamis IQ84-trilogi skal med mig i rejsetasken, når den udkommer til august. Jeg elsker den japanske forfatters surrealistiske univers, hvor katte kan tale, de smukke kvindelige biroller har overnaturlige evner, og læseren sammen med hovedpersonerne suges frem og tilbage mellem parallelle universer. Som inkarneret Murakami-fan går jeg nødigt glip af et eneste ord fra forfatterens pen, og jeg glæder mig til at bruge sommerferien i hans selskab.
Klim, 422 sider, 349 kr.
Har du ikke læst Murakami før, vil jeg anbefale dig at starte med den mere overkommelige "NORWEGIAN WOOD".
Klim, 317 sider, 169 kr.
Josefine Klougart: En af os sover
- Jeg har endnu ikke stiftet bekendtskab med Josefine Klougart - og det piner mig. Den unge forfatterinde har høstet store buketter af anmelderroser og endda været nomineret til noget så fornemt som Nordisk Råds Litteraturpris. Lidt af en præstation for en kvinde på 26 år. Jeg glæder mig til at bevæge mig ind i hendes verden, der efter sigende skulle være noget så poetisk. Hendes to tidligere udgivelser, "Hallerne" og "Stigninger og fald", pakker jeg også med i kufferten.
Rosinante, 260 sider, 299 kr.
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
- Jeg har længe gerne villet læse Helle Helles nyeste roman for at blive lullet ind i hendes beskrivelser af helt almindelige mennesker, der lever helt almindelige liv i det helt almindelige Danmark. Helle Helle skal læses mellem linjerne, og jeg elsker hendes tilsyneladende indholdsløse hverdagsskildringer, der alligevel på en eller anden måde bider sig fast og giver stof til eftertanke.
Rosinante, 160 sider, 300 kr.
Er du en læsehest, der slet ikke kan få bøger nok, så er der mere inspiration i boksen til højre, hvor du får anmeldernes bud på de 10 bedste bøger til sommerlæsningen.