De danske biografgængere kan inden længe opleve Tom Cruise som rocksanger. Han er hoppet med på den nye bølge af filmmusicals og spiller hovedrollen i Adam Shankmans bud på Broadway-successen "Rock of Ages", sammen med Alec Baldwin, Russell Brand og andre Hollywood-stjerner, som alle demonstrerer deres vokale formåen for første gang.
De nordamerikanske anmeldere var enige om, at Cruise er overbevisende i rollen som den aldrende rockstjerne Stacee Jaxx, men det er langt fra alle hans kolleger, der klarer ærterne ligeså godt, når musikken trækker i dem. Eller omvendt - når sangstjernerne forsøger sig foran kameraerne. Hugh Jackman kan og det kan Cruise åbenbart også, men der er mange eksempler på, at det nemt kan gå galt.
Bruce Willis - Et mindre hit
I 1987 forsøgte Bruce Willis sig og udsendte albummet 'The Return of Bruno', der kastede et enkelt mindre hit af sig med skæringen 'Respect Yourself', men kritikerne var enige. Willis burde holde sig til sit hårdtslående håndværk som actionhelt. Og det gjorde han da også tilsidst, men først efter nogle år med et bluesrockband.
Eddie Murphy - Floppede spektakulært
Også Eddie Murphy har været der. Han spillede i 1985 ud med singlen 'Party All the Time', der floppede spektakulært og tog komikerens musikerdrømme med sig i faldet.
Pierce Brosnan - Ikke prangende
Pierce Brosnan hittede som James Bond, men hans vokale formåen er alt andet end prangende. Alligevel kunne den irske skuespiller opleves som sanger i ABBA-musiclen 'Mamma Mia!', hvor han ifølge anmelderne beviste, at der er noget om talemåden 'skomager bliv ved din læst' - modsat Meryl Streep, som synger fremragende.
Lindsay Lohan - Spinkelt talent
Den skandaleombruste Lindsay Lohan har ligeledes testet talentet som popstjerne, men den musikalske del af hendes hårdt prøvede karriere er blegnet. Det skyldes ifølge kritikerne, at talentet er for spinkelt, om end hun blev reddet af produktionstekniske kunstgreb, så hun ikke lød meget værre eller bedre end mange andre af tidens poptøser.
William Shatner - Et kapitel for sig
Den gamle 'Star Trek'-helt William Shatner er et kapitel for sig i historien om Hollywood-kendisserne og musikken. Den tidligere 'Boston Legal'-stjerne reciterer, mere end han synger, og der er gået kult i hans albums.
Russel Crowe - Sangdebut på trapperne
Det er mere, end nogen kan påstå om Russell Crowe. Efter en årrække i front for det australske band 30 Odd Foot of Grunt har 'Gladiator'-stjernen så småt lagt rocken på hylden Han debuterer i stedet som sanger i Tom Hoopers filmatisering af 'Les Misérables'.
Kevin Costner - Behersket succes
Til gengæld har Crowes Hollywood-kollega Kevin Costner kastet sig over countrymusikken - med behersket succes. Onde tunger vil vide, at Costners primært kvindelige publikum hovedsagligt strømmer til hans koncerter for at se giraffen på en scene.