220.000 danske børn ryger hvert år på skadestuen - find ud af, hvad børnene kommer til skade eller dør af
Hvert år kommer tusindvis af børn til skade eller dør, og denne sommer har bestemt ikke været sparet for tragiske dødsfald blandt børn. Senest har tre søstres død i Hee vakt stor sorg, efter at de tre piger omkom under leg i et ridehus på familiens gård.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed skyldes hvert fjerde dødsfald blandt børn mellem 1 og 19 år dog en trafikulykke. Også mange børn bliver ramt af alvorlige sygdomme. Mere end 18 procent af dødsårsagerne blandt børn skyldes kræft, mens 25 procent sker som følge af andre alvorlige sygdomme.
I trafikken er det forskelligt, hvornår børnene er mest udsatte. For de 5-9-årige børn er det farligst at færdes som fodgænger, de 10-14-årige dør som oftest efter ulykker på cykel, mens de 15-19-årige, hvoraf de ældste har mulighed for at få kørekort, i højere grad dør i bilulykker.
Ser man bort fra ulykker i trafikken, er der også mange børn, der dør i drukneulykker, og hvert år er dog også en række tilfælde af dødsulykker i forbindelse med fald eller brand. En anden væsentlig dødsårsag blandt de ældste børn er selvmord.
Drenge på skadestuen
Kigger man på, hvordan børnene kommer til skade, er det en klar overvægt af drenge, der må en tur forbi skadestuen. En opgørelse foretaget af Ulykkes Analyse Gruppen, der dækker over fynske skadestuer, viser, at 60 procent af alle børn mellem 0 og 17 år, der må en tur forbi skadestuen, er drenge.
Ulykkerne sker som regel, fordi børnene falder, har været i kontakt med dyr eller mister kontrollen over noget udstyr.
Og det er typisk også hjemme hos mor og far, at ulykkerne sker. Klart størstedelen af ulykker med børn foregår bag hjemmets fire vægge eller ude i haven. Et forholdsvis stort antal ulykker sker dog også i børnehaven eller i skolen.
Trampolin, hund og sommer
Omtrent lige mange drenge og piger kommer til skade hvert år ved at hoppe på trampolin. Det er især de 5-9-årige og de 10-14-årige, der må en tur forbi skadestuen, fordi de er kommet til skade med albuen, skulderen eller anklen.
Og ikke overraskende er det mest om sommeren, at skadestuerne har travlt, når familien Danmark kaster sig over legepladser, udendørsaktiviteter og forlystelsesparker. Der er omtrent dobbelt så mange ulykker i sommerhalvåret.
Børnene kan også også blive bidt af hunden. Hvert år bliver hundredvis af danskere bidt af menneskets bedste ven. Og det er ikke kun de helt små børn, der skal holde fingrene fra husdyret, for hunden kan finde på at bide hvem som helst. Det sker dog som regel i hjemmet, når børnene færdes i trafikken eller er en tur i skoven.
TV 2 Login