Sangerinden gør alt, hvad hun kan, for at promovere lanceringen af sin første parfume

Der bliver hverken sparet på penge eller virkemidler op til lanceringen af Lady Gagas første parfume. Popstjernen optræder nøgen i annoncerne og supplerer de traditionelle reklamer med en kortfilm.

Duften kommer på markedet i september og er døbt Fame. Den er verdens første sorte eau de parfum, men væsken bliver usynlig, når den forlader flakonen.

Alt dette fremhæver sangerinden i kortfilmen 'Formulation', der udspiller sig på et laboratorium i Paris og fabulerer over, hvordan parfumen bliver til. Muskuløse mandlige laboranter i bar overkrop eller kittel hælder væsker i reagensglas og kolber, mens en stemme på fransk forklarer, hvad der foregår. Forståelsen lettes ved hjælp af engelske undertekster.

Blomster de mest strategiske steder
Undervejs opremses de ingredienser, der skaber selve duften, blandt andet pulveriserede abrikoser og knuste hjerter fra tigerorkidéer.

Gaga medvirker ikke selv i den lille sort-hvide film, men det gør hun til gengæld i de trykte medier.

I annoncerne slænger hun sig uden tøj på, ligeledes i sort-hvid udgave, med blomsterranker og kæder anbragt de mest strategiske steder på kroppen.