Foretrækker du at sidde i fred og ro, når du rejser med bus eller tog - og sidder du derfor og krydser fingre for, at ingen sætter sig på sædet ved siden af dig? Så kig med her og se, hvordan du undgår en ukendt sidemand på rejsen.
De færreste stiler i bussen efter et sæde ved siden af en medpassager, hvis der er hele tomme sæderækker ledige. Når der er plads nok, er det nemlig en kendt sag, at de fleste af os foretrækker at side alene.
Og mon ikke der også ville blive set lidt mærkeligt på en, hvis man snuppede en plads ved siden af en anden passager, hvis der var tomme sæderækker at finde?
Det ville i hvert fald være tilfældet at dømme ud fra resultatet af et nyt amerikansk studie. Ifølge videnskab.dk bekræfter det nemlig, at den uskrevne regel om, at tomme sæderækker bør fyldes ud, før man sætter sig ved siden af en anden, lever i bedste velgående.
"At gøre det får dig bare til at virke underlig," lyder forklaringen fra en passager, som forskeren bag studiet, Esther Kim, har snakket med.
Så vil du undgå at virke underlig på dine omgivelser, så skal du altså tilsyneladende helst holde dig for dig selv på busturen.
Sådan undgår du en sidemand
Er du en af dem, der ikke ret gerne ønsker dig en sidemand, så er der råd for det.
På bagrund af sine studier har Esther Kim nemlig lavet en oversigt over, hvad folk gør for at sidde alene. Det skriver videnskab.dk, som lister følgende handlinger:
1. Undgå øjenkontakt med andre passagerer
2. Læn dig mod vinduet og stræk benene ud
3. Placer en stor pose eller taske på det tomme sæde
4. Sid nærmest på midtergangen, tag musik i ørene og lad, som om du ikke hører folk spørge, om pladsen ved siden af ledig
5. Placer flere genstande på nabosædet, så andre ikke gider vente på, at du flytter dem
6. Glo ud af vinduet med et tomt, skørt blik
7. Lad som om du sover
8. Læg din jakke på sædet ved siden af dig, så det ser optaget ud
9. Hvis alt andet slår fejl, så lyv og sig, at en anden allerede har lagt beslag på sædet
Vil du til gengæld gerne have en sidemand på turen, kan du jo forsøge nogle af ovenstående handlinger med omvendt fortegn og se, hvad der sker.