Hvorfor har nogle mænd behov for at vise banditten frem offentligt? Og hvorfor støder det os så meget, at vi ringer til politiet? Læs med, og få indblik i en særlig seksuel adfærd - som i bund og grund ligger i os alle.
Af Louise Gade Sig

Når danske kvinder møder blottere i offentligheden, er de mere tilbøjelige til at anmelde det end tidligere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. I 2011 fik politiet 463 anmeldelser af blufærdighedskrænkelser under kategorien blotteri - det højeste antal i fem år.

Sexolog Vivi Hollænder har behandlet blottere i sin praksis og tror ikke, at stigningen er et udtryk for, at der er kommet flere blottere:

- "Jeg tror til gengæld, det skyldes, at danskerne er blevet hurtigere til at føle sig krænket. Vi befinder os i en kulturel periode, hvor vi er meget sensitive omkring seksuelle krænkelser og hurtigt føler os personligt intimiderede. Der er to seksuelle strømninger i samfundet: Den ene dyrker swingerklubber og det frigjorte, mens den anden er meget puritansk med et stigende fokus på at elske rigtigt, og i den sidste kategori findes folk, som let bliver stødte. Når jeg læser politianmeldelser af blottere, ryster jeg sommetider på hovedet og tænker: "Herreste gud," en kvinde har kigget ind i en bil og set en mand onanere, og så melder hun det til politiet. I nogle tilfælde er det overdrevet"

Ønsker beundring
Det er svært at lave en karakteristik af den typiske blotter, for det kan principielt være hvem som helst. Chefen, lagerarbejderen, eller P-vagten. Men alle har de det til fælles, at de har et udtalt behov for at blive set.

!Det er ikke nødvendigvis én, der springer frem fra busken i trenchcoat", forklarer Vivi Hollænder.

- "Det kan også være én, der står i sit vindue eller sidder i bilen og onanerer i håb om, at nogen kigger med. Det bliver svært for ham, når blotteriet er den primære seksuelle tilfredsstillelse og bliver så rituelt, at det plager både ham selv og de omgivelser, der ufrivilligt skal deltage i den. Du kan heller ikke sige noget om, at alle blottere har været udsat for noget særligt i barndommen. At blotte sig er for dem en indre trang, som giver dem en seksuel tilfredsstillelse. En trang, som de ikke kan modstå, selvom de fleste gerne vil. Samtidig tænder mange jo på at gøre det, man ikke må. Det er også derfor, folk tænder på sex i det fri eller i flyet", siger Vivi Hollænder.

- "Nogle få af dem tænder på den forskrækkelse, de vækker i kvinderne, men de fleste har faktisk ikke til hensigt at forskrække. Allerhelst ville de ønske, at kvinderne, når de får øje på kønsorganet, ville beundre den og sige: "Nej, hvor er den flot."

Alle har blottertrang
I vores kultur har kvinder langt lettere ved at dyrke deres exhibitionistiske lyster, end mænd har.

- "Kvinder kan lettere få afløb for at vise sig frem på helt legal vis med for eksempel meget stramme bukser, nedringede kjoler eller gennemsigtigt tøj", forklarer Vivi Hollænder.

- "For kvinder er bestemt lige så ekshibitionistiske som mænd. Blottertrangen ligger mere eller mindre i os alle sammen, men vi lever i en kultur, hvor vi er opdraget til at skjule vores kønsorganer.

Der findes skovområder, parker og strande, som uofficielt er tilflugtssteder for blottere og lurere. Det gælder eksempelvis områder på Hundige Strand, i Utterslev Mose og Vestskoven. At gå nøgen rundt i sin lejlighed velvidende, at genboerne ser med, kan også betegnes som at blotte sig. Og hjemme-blotterier er blevet endnu mere udbredt efter nettets fremkomst", mener Vivi Hollænder.

Blotter sig på nettet
Et site som Chatrouletten.com blev lanceret i 2009 med det uskyldige formål at give bolden op til livechat med webkamera mellem mennesker på tværs af kontinenter, men hurtigt blev sitet et trækplaster for hjemme-blottere. ALT for damerne logger på en tirsdag eftermiddag og bliver hurtigt mødt af et erigeret lem, hvis ejermand stolt lader den duve hen foran webkameraet. Videre. Et par blottede bryster. Videre. Så en mand i bar overkrop. Videre. En bule i en dyne, som bevæger sig taktfast op og ned. Sitet besøges af knap 11.000 danskere hver måned, og 13 procent - svarende til hver ottende bruger - er fuldstændig nøgne eller blotter sig åbenlyst, når deres levende webkamera-billede popper op hos andre brugere på hjemmesiden. Det viser en undersøgelse fra analysebureauet RJMMetrics.

- "Via nettet kan kvinder og mænd blotte sig uden risiko for at miste deres gode navn og rygte. Den pæne pige skulle nødig få ridser i lakken, og nettet skaber en genvej, så folk kan blotte sig i helt fredelige omgivelser derhjemme med visheden om, at der sidder en masse og kigger", siger Vivi Hollænder.

- "Folk med hang til at blotte sig undgår derhjemme den grimme risiko for at blive misforstået eller mistænkt for at ville begå overgreb mod forbipasserende folk i offentligheden. Der findes jo også par, som får sat webkamera op i deres soveværelse, og det er jo også trangen til at vise sig frem, der spiller ind. Det er fascinerende og uforpligtende, og det virker mere legalt at blotte sig, når det foregår hjemme på egen matrikel".