Janni og Christian Kjærs smukke 19-årige datter, Michala, er sprunget ud som model. Men bag det sexede ydre, gemmer sig en ung kvinde med store ambitioner, afslører millionarvingen overfor TV 2 Gossip.

I rygende sexet latina-stil, slænger millionarvingen Michala Kjær sig mellem eksklusivt service i det nye katalog for design-virksomheden Erik Bagger A/S.

Michala Kjær har gennem de seneste to et halvt år været kæreste med Frederik Bagger, hvis far ejer virksomheden.

"Det var sjovt, at være model, men det er nu ikke noget, jeg har tænkt mig at fortsætte med," siger Michala, der bor sammen med kæresten og to søde små hunde i København.

Hun sagde med det samme ja, da svigerfar Erik Bagger spurgte.
"Jeg håber, at det måske kan åbne nogle døre til modebranchen. Når jeg er færdig med min HF vil jeg gerne arbejde som freelance-indkøber eller importør af eksklusive modemærker."

Vælger ikke den lette løsning
Som datter af to yderst velhavende forældre, kunne hun ellers let bare læne sig tilbage og nyde det søde liv. Men Michala vælger ikke den lette løsning.

"Jeg ville ikke være tilfreds med mit liv, hvis jeg ikke selv havde arbejdet for det. Det er jeg ikke opdraget til. Jeg har aldrig valgt den lette løsning og mine forældre har lært mig at arbejde målrettet," fortæller Michala, som kender alt til hård arbejds-disciplin efter at have været latin­ og standard-danser på eliteplan i ni år.

Meget selvkritisk
Hun er selv meget stolt af de flotte billeder i det nye katalog. Men afslører alligevel overfor TV 2 Gossip, at hun er meget selvkritisk.

"Som mange andre piger, tænker jeg meget over hvordan jeg ser ud. Man synes jo altid, at man er lidt for tyk eller har dårligt hår. Jeg synes altid, at jeg kan gøre det lidt bedre. Udseende og velvære betyder enormt meget i min verden, og man føler nogle gange, at man skal leve op til en hel masse," fortæller Michala.

Ikke medieliderlig
Allerede som spæd, oplevede Michala, mediernes massive interesse for hende og familiens privatliv. Derfor har hun i årevis holdt sig væk fra mediernes søgelys.

"Jeg har aldrig haft det store behov for at vise mig frem i offentligheden. Af respekt for min familie, har jeg forsøgt at undgå det," siger Michala og fortsætter:

"Jeg var allerede i en meget tidlig alder udsat for enormt meget presse-dækning. Derfor har jeg ikke behov for det i dag. Jeg værner meget om mit privatliv."

Af samme grund vil hun heller ikke nærmere ind på, hvordan det føles, at læse om sine forældres skilsmisse i ugebladene.

"Jeg vil helst ikke tale om det. Jeg prøver at adskille mit liv fra deres," siger hun.