Krigen mellem Tom Cruise og Katie Holmes spidser til. Hun er gået til retten i New York med en hastebegæring om børnebidrag.

Skuespillerinden vil have en dommer til at fastsætte et midlertidigt bidrag til parrets datter Suri.

Beløbet skal gælde indtil de snart forhenværende ægtefæller når frem til en afgørelse af det mest sprængfarlige spørgsmål i hele skilsmissen, nemlig forældremyndigheden over den seksårige pige.

Nyheden kom som en bombe, da den tidligere "Dawson's Creek"-stjerne søgte skilsmisse for præcis en uge siden og skuespillerinden fortsætter i samme stil. Begæringen om den midlertidige bidragsresolution blev indgivet som hastesag tirsdag - på Cruises 50-års fødselsdag.

Kræver fuld forældremyndighed
Holmes kræver den fulde forældremyndighed, angiveligt for at skærme Suri mod Scientology. Hun frygter efter sigende, at Cruise vil sende datteren til hjernevask hos sektens Sea Organiztion, der kan fungere som et alternativ til almindelig skolegang.

Forlig udelukket
Et forlig bag lukkede døre er i øvrigt udelukket. Der er udpeget en dommer, som skal behandle sagen, og ifølge hjemmesiden HollywoodLife.com tørner Cruise og Holmes sammen første gang ved et åbent retsmøde den 17. juli.