I eventyret taber Askepot en af sine glassko, da hun løber fra prinsens bal, men hvis det var i dag, ville hun være iført stiletter fra Christian Loubutin, mener i hvert fald den franske fodtøjsdesigner selv. Han har skabt sit bud på Askepots sko og de er naturligvis forsynet med Loubutins berømte røde såler.
Der produceres kun 20 par af designerens nye kreation, der blev præsenteret under modeugen i Paris onsdag aften. Til lejligheden havde Loubutin allieret sig med Disney-studierne og skaffet billeder fra arbejdet med "Askepot" fra 1950.
Bestillingsopgave
Skoene er nemlig en slags bestillingsopgave fra underholdningsgiganten i anledningen af, at "Askepot" genudsendes på DVD til oktober.
Tegnefilmen kommer i en luksusudgave, der også vil kunne fås på Blu-Ray.
Kan ikke købes
End ikke den største bankkonto kan dog sikre et par af de kostbare og næsten gennemsigtige prinsessesko med 12 centimeter høj hæl. De skal bruges som præmier rundt om i verden og den 17. august afslører Loubutin, hvordan man kan vinde dem.