Hollywood-produceren Richard D. Zanuck er død, 77 år gammel. Manden bag filmsuccesser som 'The Sound of Music', 'Dødens gab' og 'Deep Impact' blev ramt af et voldsomt hjerteanfald i sit hjem i Beverly Hills i går og hans liv stod ikke til at redde.
Den Oscar-belønnede producer gjorde tidligt lynkarriere. Zanuck var kun 28 år, da hans far Darryl Zanuck i 1962 overlod ham posten som produktionschef på 20th Century Fox, hvilket gjorde den unge mand til Hollywoods yngste topleder. Senere udløste en række musicalfiaskoer dog en fyreseddel fra faderen. Zanuck flyttede til konkurrenten Warner Bros. og etablerede senere sit eget produktionsselskab.
Fik fornem pris
Blandt hans mange biografhits var også 'Butch Cassidy and the Sundance Kid', 'Sidste stik', 'M*A*S*H' og 'Driving Miss Daisy'. Sidstnævnte høstede fire Oscars, heriblandt en til Zanuck og hans medproducer, hustruen Lili Fini Zanuck.
I 1999 tildelte det amerikanske filmakademi Zanuck og hans mangeårige samarbejdspartner David Brown den fornemme Irving G. Thalberg Award.
Året efter producerede Zanuck og hans kone Oscar-uddelingen.
Spielberg: Han lærte mig alt
Steven Spielberg fastslår, at han skylder den legendariske producer stor tak. 'Han lærte mig alt, hvad jeg ved om at producere film. Han var et af de mest loyale og hæderlige mennesker i vores profession og han kæmpede altid hårdt for sine instruktører', hedder det i en udtalelse fra Spielberg, som første gang arbejdede sammen med Zanuck på 'Dødens gab'.
I de senere år producerede Zanuck en stribe af Tim Burtons film, heriblandt 'Willy Wonka og chokoladefabrikken', 'Abernes planet' og 'Alice i Eventyrland'.
Ud over sin hustru gennem 34 år efterlader Zanuck to sønner og ni børnebørn.