"En Kongelig Affære" er lige nu den mest sete danske film nogensinde i England og Australien, Mads Mikkelsen og Jesper Christensen har spillet med i James Bond, og Nicolai Coster-Waldau har en hovedrolle i tv-serien "Game Of Thrones".
Med andre ord: De danske skuespillere har succes på den internationale filmscene. Du kan se et mini-galleri over tre store danske skuespilleres vej til stjerne i linksboksen her til højre.
"I USA siger de ligefrem, at der er en skandinavisk bølge," fortæller Lene Seested, der arbejder som agent for flere danske filmstjerner, blandt andre Thure Lindhardt, der som den seneste danske skuespiller har landet en rolle i en udenlandsk serie.
"Thure Lindhardt har lige fået en rolle i den store, amerikanske tv-serie 'The Borgias'. Det er en anmelderrost serie om en italiensk familie i renæssancen. Den er spækket med korruption, sex og intriger og har Jeremy Irons i hovedrollen. Thure har lavet film sammen med Neil Jordan, der instruerer serien. Neil Jordan blev helt vild med Thure, og Neil skulle lave den her tv-serie. Det er jo sådan noget der sker, når man svinger sammen. Og Thure er virkelig glad for det."
Hør Lene Seested fortælle mere om danske skuespilleres vej til Hollywood i videoen herover.
Danske skuepillere kan noget særligt
Vores skuespillere er særligt interessante for de store produktioner på grund af en ganske særlig sammensætning af egenskaber, mener Lene Seested.
"De er nye og ægte ansigter. De har nogle rigtig gode karrierer herhjemme og nogle gode uddannelser. Derfor kan de faktisk matche amerikanske stjerner," siger skuespilagenten.
Handler om netværk og loyalitet
Ifølge Lene Seested, der har arbejdet som agent for danske skuespillere i over 10 år år, handler det om netværk og gensidig loyalitet i branchen, når roller skal forhandles på plads.
"Det er en blanding af at opsøge de folk, der laver rollerne, og at filmskaberne selv går ud og leder. Mange instruktører er loyale over for skuespillerne og vender tilbage, når der åbner sig nye muligheder. Ellers fungerer det sådan, at jeg er med og laver det opsøgende arbejde. Men meget af mit arbejde er også at forhandle kontrakter, lave PR og karriererådgivning."
