Det er Mel Gibsons skyld, at hans far vil skilles, mener skuespillerens stedmor, og hun har derfor lagt sag an. Teddy Joye Hicks Gibson forlanger, at hendes berømte stedsøn betaler hendes udgifter til advokatbistand.
Gibsons far Hutton søgte skilsmisse i juni og siden har hans fraseparerede kone fået bevilget et midlertidigt tilhold mod skuespilleren, som hun efter eget udsagn er bange for. Nu vil Hicks Gibson også afkræve ham op til 65.000 dollars, cirka 400.000 kroner, som skal dække en del af fruens advokatregninger i forbindelse med skilsmissen.
Forbitret kvinde på 78
"Braveheart"-stjernens 78-årige stedmor hævder, at Gibson betaler sin fars advokatregninger og ræsonnerer, at han derfor også bør betale nogle af hendes.
Dertil kommer, at den forbitrede kvinde anmoder retten i Los Angeles om at tvinge Gibson til at lade hende få adgang til den bolig, han angiveligt har smidt hende ud af.