Superstjernen Rihanna skabte forleden totalkaos, efter hun på sin Twitter-profil havde uploadet det ovenstående billede.

Den 24-årige sanger skulle overraske sine franske fans under en Coldplay-koncert i Paris, hvor hun skulle medvirke på nummeret 'Princess of China'.

Og mon ikke Rihanna har haft et uopmærksomt øjeblik, da hun valgte at lægge billedet fra togperronen på sin profil? I hvert fald var hendes fans ikke lang tid om at opsnappe togets afgangstidspunkt og efterfølgende tjekke ankomsttidspunktet i Paris.

"Det var uansvarligt af Rihanna"
Det resulterede i totalkaos på Gare du Nord, og Rihannas livvagter fik ifølge det norske site Kjendis.no travlt med at holde de mange fans på afstand.

"De her franskmænd er helt gale. Hvis de skubber mig, så skubber jeg tilbage, og det gælder både fotografer og gale fans," skrev Rihanna på sin Twitter-profil, da hun ankom til Paris.

De mange fremmødte fans skabte så meget kaos, at flere mennesker ifølge sikkerhedschefen ved den parisiske station blev bange.

"Det var total kaos, og det er helt og holdent Rihannas fejl. Det hun gjorde var uansvarligt, og flere mennesker på stationen var oprigtigt bange," udtaler sikkerhedschefen ifølge den engelske avis The Sun.