Efter fem et halvt års ægteskab med den lille Tom Cruise længes Katie Holmes efter at kunne gå i byen med stilethæle på uden at rage et hovede op over sin ledsager. Skuespillerinden røber, at hun drømmer om en høj mand.
Holmes blev i august skilt fra Tom Cruise, som med sine kun 170 centimeter er fem centimeter mindre end sin ekskone. Da parret blev kærester i 2005, begyndte Holmes da også at gå i flade sko, men det er slut nu.
15 par Louboutin-stiletter
Den tidligere "Dawson's Creek"-stjerne fejrede efter sigende skilsmissen i august med en større rundtur til New Yorks bedste skotøjsforretninger. Holmes købte stort ind og kom angiveligt hjem med 15 par Christian Louboutin-stiletter.
I en samtale med det britiske ugeblad OK! fortæller den 33-årige skuespillerinde, at hun drømmer om at finde en mand, som er højere end hende. "Jeg ved godt, det lyder overfladisk", siger Holmes og fortsætter:
"Jeg kan godt lide at være høj, men det er sin sag at gå på date med en, der er mindre. Jeg vil bare gerne være sammen med en, som er højere end mig".