Med en vægtøgning på 10-12 kilo har Lady Gaga startet en ny kampagne, som sætter fokus på det naturlige og på kærligheden til kroppens "fejl". Og noget tyder på, at den naturlige krop er tilbage - også blandt de kendte.
Da Lady Gaga blev spottet på sin turne med en noget rundere krop end normalt, reagerede hun med at sætte en kampagne i gang. "Kropsrevolutionen" kalder hun den, og hun satte den i gang ved at poste rå billeder af sig selv på sin blog kun med undertøj på.
Hendes opfordring lyder på, at hendes fans - også kaldet "små monstre" skal lægge billeder ind, hvor de viser deres usikkerheder frem, så de kan støtte hinanden i at overkomme dem.
De indsendte billeder varierer med alt lige fra personer, som kæmper mod kræft eller anoreksi, til piger som er usikre over deres runde krop. Og det er ikke kun Lady Gagas fans, som opnår en ny holdning til kroppen. Også i Hollywood har kropsidealet ændret sig.
Hollywood er mere kurvet
I mange år var det de syletynde arme og size 0, som dominerede den røde løber. Dette har ændret sig, og i dag er der flere af de helt store stjerner, som viser kurverne frem med stolthed.
To, der har taget på og åbent fortæller, at de er glade for det, er Christina Aguilera og førnævnte Lady Gaga. Christina Aguilera har taget op til 25 kilo på, men sangerinden fortæller, at hun føler sig mere sexet end nogen sinde før.
Lady Gaga har taget omkring 10-12 kilo på. Hun fortæller, at det er maden på hendes fars nye italienske restaurant i New York, som er skyld i de runde former. Lady Gaga skriver på sin blog, at hun er glad for sin nye krop, og at hendes kæreste nyder de ekstra kilo, som hun har taget på.
De kurvede forbilleder
At kurver er sexede, er dog ikke helt nyt i Hollywood. Blandt nogle af de største kvindelige kendisser har kropsidealet altid handlet om fylde de helt rigtige steder.
To, som har brandet sig på de volumiøse former, er Jennifer Lopez og Kim Kardashian. Jennifer Lopez' numse har altid været grund til stor opmærksomhed, og hun har altid fremhævet den. Kim Kardashian er mest af alt kendt for sine former. Hun har sammen med sine søstre designet en jeanskollektion, som kan passe selv den fyldigste numse.
.
.