En ung mand blandt publikum til mandag aftens Beyonce-koncert i Forum, fortryder nok, at han pludselig blev lidt for kæk og kåd under koncerten.

Under nummeret 'Irreplaceable', hvor sangstjernen gik rundt på en miniscene midt i salen og kom helt tæt på sit publikum, så en ung fyr pludselig sit snit til at klappe divaen bagi, da hun gik forbi ham.

"Pas på"

Og det faldt bestemt ikke i god jord.

Beyoncé vendte sig straks om, kiggede vredt på manden og sagde:

- You watch yourself ('pas på' eller 'styr dig', red.).

Det lod til, at manden forstod alvoren i beskeden, for han tog straks hænderne op, bakkede tilbage og kiggede undskyldende på hende, men da var det for sent.

Smidt væk fra Forum

Straks efter førte Forums vagter ham nemlig ud af det lukkede område foran scenen. Men der gik ikke længe før Beyonces egne security-folk kom med en lommelygte, lyste sig frem til manden og smed ham helt ud af Forum, beretter en af Forums vagter til tv2.dk

Ved du noget? Så send en sms til 1224 eller kontakt os på sikh@tv2.dk