Det er en sørgelig nyhed, vi nu må overbringe til vores kvindelige brugere. G-punktet findes ikke!
Det viser i hvert fald en ny gennemgang af 60 års seksuelle undersøgelser lavet af et israelsk og amerikansk forskerhold.
Men kan det nu også passe? Nej, siger Lene Byriel, redaktør på Tidens Kvinder, der trods undersøgelsens konklusion garanterer, at g-punktet faktisk findes- det handler alene om, at mange kvinder ikke har fundet det:
"Mange kvinder har det her punkt, men kan ikke finde det. Det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Det ville være det samme, som at spørge: Findes samvittigheden? Hvis man har brugt den, ved man har den. Hvis ikke, vil man sige, man ikke har den", siger Lene Byriel og tilføjer, at man ikke er i tvivl om g-punktets eksistens, når man først har lokaliseret det:
"G-punktet er det her følelses-område, som skal vækkes. Har man ramt det, er det aktivt, og det føles rart. Og jo mere det stimuleres, jo mere er man opmærksom på det. Er det ikke aktivt, vil man sige: Jeg har ikke et g-punkt. Men der er fordi, de ikke har mærket/stimuleret det endnu", forklarer Lene Byriel.
I videoen øverst oppe fortæller Lene Byriel lidt om det omdiskuterede områdes historie - og fortæller, hvad du kan gøre for at lokalisere g-punktet.