Tre populære rejsesites har fået en kæmpebøde for at vildlede forbrugerne.
De tre rejsesites Expedia, Hotels.com og Tripadvisor meldte om udsolgte hotelværelser i deres bookingsystemer, selvom der i nogle af tilfældene var ledige værelser på de pågældende hoteller. Det koster nu de populære sites lidt over tre millioner danske kroner i bøde.
De fleste af pengene tilfalder Synhorcat, som er den franske Hotel- og restaurationsforening. Synhorcat førte sagen for to medlemshoteller, der fejlagtigt blev vist som udsolgte. De modtager tilsammen 610.000 kr. i erstatning.
Tv2.dk forsøger at få en kommentar fra Tripadvisor og Hotels.com. Expedia ønsker ikke at kommentere bøden.