Hvis du er en af dem, der drømmer om en (ekstra) skiferie, men ikke har tid eller mulighed for at trække en hel uge ud af kalenderen, så kan du med fordel tage på en af de populære ski-smutture på 3-5 dage.
Nogle skiområder egner sig bedre til smutture end andre. Thomas Dupont fra Amer Sports fremhæver tre skisteder, der er velegnede til de korte ture:
Chamonix i Frankrig
Skisportsstedet ligger 88 km. fra Geneve, og ifølge Thomas Dupont er der her rig mulighed for at få en oplevelse af det skimæssigt ekstreme. Det er her, amerikanerne tager hen, og det er her, de store film bliver optaget.
Hvis du har mod på at rejse uden et rejseselskab, kan du med økonomisk fordel købe en flybillet til Geneve og så derfra tage en transferbus til Chamonix.
Maria Alm i Østrig
Et område der er rigtig godt til børnefamilier, idet der findes områder i alle sværhedsgrader. Maria Alm ligger ikke længere væk, end du kan køre selv - det tager ca. 12 timer.
Der er en ægte østrigsk stemning med afterski, hyggelige restauranter, der byder på masser af kulinariske oplevelser samt populære snowparker til de unge.
Hemsedal i Norge
Hemsedal har det hele. Løjperne er let tilgængelige, men der er også mulighed for sværere skiløb. Og så er det hyggeligt med hytterne i traditionel norsk stil.
Området er meget familievenligt, og der er f.eks. mulighed for at du kan leje en pulk, hvis du har helt små børn med - det er sværere at gøre sydpå. Ulempen ved Hemsedal er, at det er meget koldt.
Se Thomas Dupont fortælle om de tre poplære smutturs-steder i videoen øverst på siden.