Kylie Mingoue har gjort det, Johnny Depp har gjort det, og nu er det så sangerinden Lana Del Rey, der skal være kampagnemodel for tøjkæden H&M's efterårskollektion.
Chris Pedersen er redaktionschef på modemagasinet Cover. Han har et bud på, hvorfor H&M har valgt netop Lana del Rey.
"Hun er den seneste store sangerinde. Hun er en amerikansk musiker, som hurtigt fik en pladekontrakt, og som siden er blevet et modeikon. Hun er kendt for sin 50'er-stil med det klassiske Hollywood-look og det bølgede hår, de lange øjenvipper og det 50'er-inspirerede tøj. Mange andre stjerner klæder sig meget ud, men Lana Del Rey er meget stilren og genkendelig."
Modebranchen vælger ofte en kunstner som ansigtet på en kollektion for at tilføre tøjet en ekstra dimension, fortæller Chris Pedersen.
"Et stykke tøj alene er ikke det, folk køber. Det er også drømmen om noget andet."
Pudder, pastel og pistol i baglommen
Og det bliver en kollektion, der ligger i forlængelse af Lana del Reys egen stil, som hun kommer til at repræsentere.
"De billeder, man kan se på nuværende tidspunkt, er i en pudret 50'er-stil. Lana del rey er kendt for den her Marilyn Monroe-stil med et ondt twist, med en pistol i baglommen. Moden har i lang tid været inspireret af 50'erne, mens Lana Del Rey giver tilfører en ung og rå modsætning til det meget fine. Kollektionen er en 50'er-kollektion med angorasweatre og pudderfarver og pastelfarver," fortæller redaktionschefen for Cover.
Lana Del Rey er som sagt ikke den eneste, der har været kampagnemodel for H&M. Øverst i boksen til højre kan du se et galleri over de hotteste kendisser, H&M har brugt i sine kampagner gennem tiden.
.