Blandt eksperter er der uenighed om Alexandras andet bryllups betydning for kongehuset.
Steffen Heiberg, museumsinspektør ved Frederiksborgmuseet og forfatter til flere bøger om de royale, ser en fortsættelse af fortyndingen af det danske kongehus' blå blod:
"Det har konsekvenser for kongehuset, når man går ind i det almindelige borgerlige samfund og dermed får de almindelige normer på slæb. Som enkeltstående begivenhed vil Alexandras valg ikke knække kongehusets status. Men tre eller fire lignende sager vil kongehusets anseelse ikke kunne overleve - for hvad skal vi med dem, hvis de bliver ligesom os andre," siger Steffen Heiberg til Politiken torsdag.
Til gengæld betoner forfatteren og kønsdebattøren Bertill Nordahl, at for langt de fleste danskere under 50 år vil prinsesse Alexandras beslutning om at gifte sig med sin 28-årige kæreste være helt naturlig:
"I 1950'erne ville der have lydt et ramaskrig, men i dag vil mange genkende situationen og tænke godt gået," siger Bertill Nordahl til Ritzau.