Ingredienser

  • Portioner: 6
  • 1 kg okseinderlår
  • 1 flaske Brunello, eller en rosso di Montalcino
  • 2 gulerødder
  • 2 store løg
  • 4 nelliker
  • 2 stilke bladselleri
  • 2 fed hvidløg
  • Krydderibuket af friske urter, persille, rosmarin, salvie og laurbær
  • 0,5 tsk. kanel, stødt
  • 0,5 tsk. muskatnød, revet
  • 5 korn sort peber
  • 50 g smør
  • Salt
  • 1 glas brandy eller cognac

Stracotto al vino rosso (Brunello)

Godt kød og en god rødvin. Man ofrer tid og penge på denne toscanske ret, men det er resultatet værd. Den tilberedes dagen før, så har man også tid til at smage vinen.

Kødet lægges i lage i vinen i en rummelig skål. Gulerødderne skrælles og skæres i 3-4 stykker. Løget pilles, og nellikerne stikkes i. Hvidløgene pilles, bladsellerien skæres 2-4 styk­ker og lægges ned til kødet sammen med krydderibuketten, kanel, muskatnød og peber.

Kødet dækkes til og skal marinere i køleskabet i seks timer og gerne natten over.

Tag kødet op af marinaden, og lad det dryppe lidt af. Tag grøntsagerne og krydderbuketten op, og si vinen.

Smelt smørret i en rummelig tykbundet gryde, salt kødet, og brun det i smørret på alle sider.

Tilsæt brandy og flambér den. Pas på flammen, der kan blive høj. Når brandyen ikke brænder længere, tilsættes vinen, grøntsagerne og krydderibuketten.

Bring vinen til kogepunktet, skru ned og læg låg på. Stegen skal småkoge i to til tre timer over svag varme.

Når stegen skal serveres, hældes suppen fra, og stegen holdes varm i gryden. Krydderibuketten tages op og smides væk. Suppen og grøntsagerne blendes let.

Stegen serveres i skiver med den blendede suppe over som sovs.
Der kan serveres enten kartoffelmos til eller polenta (majsgrød) efter behag.